
Danmark er bedst i verden til at fange fisk bæredygtigt
De danske fiskere er blandt de bedste i verden til at fange fisk på den mest bæredygtige måde. En stor del af de spisefisk og skaldyr, der fanges og landes af danske fiskere, er MSC-certificerede.
På verdensplan er det kun 16,5% af fangsterne, som har opnået MSC-mærket. Målet på verdensplan er at hæve andelen af certificerede fiskerier til 20% i 2020 og til 30% i 2020.
"Vi arbejder på, at alt dansk fiskeri kan blive MSC-mærket", siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO (DFPO).
Når du vælger fisk og skaldyr med det blå MSC-mærke, er du sikker på, at de kommer fra en sund bestand, og at de er fanget med omtanke for livet i havet. MSC’s formål er at fremme bæredygtighed indenfor fiskeriet på internationalt niveau. Mærket placeres på fiskeprodukter, som typisk sælges i supermarkeder.
Når en fisk sælges med et blåt MSC-mærke, betyder det:
- At fiskeriet er godkendt af en uafhængig kontrolvirksomhed til at sælge fisken som MSC-mærket.
- At de butikker, grossister, leverandører osv., der sælger fisken, er godkendt til at sælge den som MSC-mærket.
- Se mere om MSC og dansk fiskeri her.
Kilde: Marine Stewardship Council og Fiskeritidende.
Ansvarligt opdrættet fisk
Ansvarligt opdræt spiller en stadigt større rolle i fiskeopdræt. I dag er mere end 70% af dansk opdrættet ferskvandsørred til detail ASC-certificeret, og der kommer stadigt flere opdræt til.
ASC-mærkningen, der er etableret af WWF og Dutch Sustainable Trade Initiative, er et godt pejlemærke, som giver forbrugeren sikkerhed og tryghed. Gennem ASC-mærkningen forpligter akvakulturvirksomheder sig til ASC’s standarder, som garanterer, at fisken er opdrættet ansvarligt og miljørigtigt. Det omfatter blandt andet, at virksomheden forpligter sig til at beskytte vandmiljøet og reducere forbruget af kemikalier og antibiotika.
Social ansvarlighed er også en hjørnesten i ASC-mærkningen. Med ASC-mærket får forbrugeren garanti for, at fisken er opdrættet på et sikkert anlæg med fair lønninger og ordentlige medarbejderforhold.
ASC-mærkningen er slået igennem i europæisk sammenhæng. Her viser de nyeste undersøgelser, at forbrugerne i lande som Tyskland, Frankrig og Holland er yderst bevidste om at købe certificeret fisk. I dansk sammenhæng arbejder Dansk Akvakultur aktivt for at udvide mængden af ASC-opdrættet fisk og samtidigt øge forbrugernes bevidsthed om ASC-certificeringen.
Læs mere ASC's standarder for ørred her.

